Rugballegaard blev etableret som økologisk forsøgsstation i 1996, og drives efter Plantedirektoratets regler for økologisk jordbrug. Rugballegaard er Danmarks eneste økologiske forsøgsstation.
Der er otte medarbejdere på Rugballegaard. Forsøgsstationen har 140 hektar lermuldet jord til rådighed (JB 4-6) samt en besætning bestående af ca. 60 malkekøer med ungdyr og 45 søer. Antallet af slagtesvin varierer, men ligger i gennemsnit på 1.500.
Søerne går på friland, og slagtesvinene er opstaldet i flere forskellige typer økologisk indrettede staldsystemer og i marken. Malkekøerne fodres og registreres individuelt i en sengebåsestald og kommer på græs en stor del af året.
Markerne bruges til afgræsning, til forskellige forsøg med afgrøder og dyrkningsmetoder, og til produktion af foder.
Både sædskifterne og staldene giver rige muligheder for at udføre forsøgsopgaver under økologiske forhold. Forskningen kan f.eks. omfatte mekanisk ukrudtsbekæmpelse, afgræsningsforsøg og andre fodringsforsøg, eller staldsystemer til økologiske besætninger og andre bygningstekniske undersøgelser. Et trådløst netværk, som bl.a. kan bruges til registrering af dyrenes adfærd, vil komme i brug i midten af 2004.
Eksempler på forskningsprojekter i 2004:
- Effektivisering og rationalisering af økologisk sohold
- Reduceret jordbearbejdning (pløjefri dyrkning)
- Stribedampning til ukrudtsbekæmpelse
Se stalde mm på Rugballegaard her .